Åbenhed og ærlighed var vejen til lykke

Jeg har i mine snart 39 leveår altid kunnet mærke, at jeg ikke var som alle andre. Som barn og ung gør det én flov og indelukket, for i den alder vil man jo bare være som alle andre. Hvad ville familien tænke? Venner? Skolekammeraterne? Bliver man stemplet som freak?

Hos nogle bliver man stemplet som freak. Det kan ikke undgås, for hos disse mennesker er man en freak, hvis man ikke er nøjagtigt ligesom dem i alle henseener. Det kan man ligeså godt acceptere. Så jeg har fået, og vil sikkert fortsat få, et undrende blik, et dumt spørgsmål eller måske endda et tilråb i ny og næ. Det er med til at gøre én stærk.

Det, jeg derimod har lagt mærke til de seneste år, er en forbavsende grad af accept blandt dem, der er kommet ind i mit liv. D.v.s. dem, som har kommenteret det, for det er stadig de færreste, som "tør" bevæge sig ind på emnet. Ingen kan være i tvivl om, at jeg er "anderledes". Det opdager man hurtigt. Men de færreste nævner noget i den retning. Er det fordi, de ikke tør, fordi de er bange for at såre mig eller er det fordi, de ikke mener, det er relevant/interessant? Jeg har fuld forståelse for dem, der bare ikke synes, det har nogen betydning. Det er faktisk et flot synspunkt, fordi det så kommer til at fremstå normalt. Men der er også dem, som undrer sig, måske endda snakker med andre om det, uden at kommentere det overfor en selv. Og dét får modsatte virkning... man kommer til at føle sig som en freak. På et eller andet tidspunkt skal man nok opdage, at der bliver talt om én bag ens ryg.

Hvis jeg kun havde ét ben, så ville nogle måske tænke sit uden at spørge, fordi de ikke følte, det kom dem ved. Dét har jeg respekt for. Nogle ville undre sig og spørge andre kolleger/venner, om de ved, hvad der var sket. Dét har jeg ikke respekt for.

Omvendt har jeg fornylig også været ude for et par stykker, som direkte konfronterede mig med det. Et par af mine nye kolleger havde læst denne blog, og de sagde begge, uafhængigt af hinanden, at det er flot gjort. Udover at jeg siger tak for de flotte ord, så beundrer jeg dem for, at de ikke, som de fleste, lod det forbigå dem i stilhed. At blive konfronteret med det på en positiv måde er som et stort rygklap, og derudover viser det også en interesse i andre mennesker.

Så når jeg sammenligner mit liv nu med mit liv som 20-årig, så er der en meget stor forskel. Jeg er mere lykkelig i dag end jeg nogensinde var dengang, fordi jeg da levede mit liv i det skjulte. Det blev mere og mere tydeligt for mig, at for at få et lykkeligt liv måtte jeg stå ved, hvem er jeg. Det gjorde jeg, og det er blevet mere og mere befriende.

Så hermed en opfordring til dig om at følge dit hjerte. Lev dit liv, som du ønsker det skal leves. Gør det, du føler for, og lad ikke bekymringer styre dit liv. Jeg tror på, det er vejen til et lykkeligt liv.