Bloggen flyttes

Jeg har længe ønsket at gøre noget mere ud af min blog. Men Blogger, som den er baseret på, sætter visse (store) begrænsninger. Derfor har jeg besluttet at flytte bloggen over på sit eget domæne med et noget mere avanceret bagvedliggende system. Bloggen kommer fremover til at ligge på www.mitfeminineliv.dk. Dels giver det mange flere muligheder, dels er adressen nemmere at huske. Så følg med på den nye adresse, efterhånden som jeg får tilrettet systemet.

Tak til jer, der har fulgt med jer... jeg håber, I følger med over til den nye adresse.

Knus
Allan

Artikel har forsinket min blog... beklager

Det har været næsten en måned siden sidst, jeg skrev herinde. Det beklager jeg. Det skyldes simpelthen, at jeg blev bedt om at skrive en artikel til et nyt blad. Og det tog en god sjat af min tid og mine skriveressourcer. Men artiklen er skrevet og sendt ind, så nu skulle jeg gerne være tilbage på skinnerne! Tak for tålmodigheden.

Kan man være mandlig feminist?

I tak med at jeg ser flere og flere nyheder om vold, raceuroligheder og diskrimination mod f.eks. homoseksuelle bliver jeg mere og mere feministisk anlagt. Fælles for alle disse nyheder er, at de er begået af mænd. Det er meget sjældent, jeg har hørt om f.eks. et umotiveret voldeligt overfald begået af kvinder. Faktisk kan jeg kun komme på ét tilfælde af umotiveret vold begået af en kvinde, og det ligger ca. 10 år tilbage. Og jeg synes selv, jeg følger rimeligt godt med.

Egentlig har jeg længe betragtet mig selv som feminist. I mine øjne står mænd for alt det, jeg nævnte lige før. Jeg ved godt, jeg generaliserer, men generalisering er med til at synliggøre meningen. Og jeg mener, at hvis man blot gransker nyhedsstrømmen én enkelt dag, så er der nok noget om det. Derfor kan jeg ikke andet end tage afstand fra mit eget køn... og især det, det står for. 2 unge mænd overfaldt nogle andre mænd, som de mistænkte for at være deltagere til World Outgames. Og en mand gik ind i en natklub for homoseksuelle i Tel Aviv og skød omkring sig. En ung mand og en ung kvinde blev dræbt. Hvorfor?

Paradokset er jo så, at jeg selv er mand. Kan man være feminist, når man er mand? Kan man gå imod alt det, ens biologiske køn repræsenterer? Mit eget svar er ja. Spørgsmålet er, hvad kvindelige feminister siger. Er man ægte feminist, hvis man er mand? Hvad ER en ægte feminist? Og er "feminist" ikke bare endnu en etiket, som er med til at stemple? Handler det ikke blot om holdninger og synspunkter?

Jeg er selvfølgelig godt klar over, at jeg generaliserer helt vildt. Det er selvfølgelig en lille brøkdel af mænd, der repræsenterer den voldelige gruppe, jeg beskriver her. Men hvis vi tager gruppen som helhed, så er det stadigvæk mænd, der repræsenterer langt, langt den overvejende del af denne gruppe.

Modens forskellige ansigter

Nu er det jo efterhånden ingen hemmelighed, at jeg følger med på Gademode. Det er, for mig, meget interessant at læse de forskellige kommentarer, der fremkommer på billeder af mere androgyn karakter. Tit forbløffes jeg over, hvor accepterende folk giver udtryk for at være, selvom der selvfølgelig også er de mere skarpe kommentarer hist og pist.

Den 24. maj var der billeder af en fantastisk modig og inspirerende mand. Hvis han havde almindelige herresko på ville man formentlig blot have tænkt, at han var en meget farverig person. Men han er modig nok til at gå i ballerinaer! Det giver ham lige den kant, der gør ham beundringsværdig i mine øjne.

Nok så interessant er kommentarerne, der går lige fra "ulækkert" til nok den bedste kommentar af alle: "Der er fest i hans hoved, og han laver fest i alle andres - fedt!".

Kvinders maskulinitet ktr. mænds femininitet

En ting, jeg altid har undret mig over er, at det er helt i orden for kvinder at være maskuline, mens omvendt er forbudt. På den i øvrigt fantastiske side www.gademode.dk vises der billeder af kvinder og mænd taget på gaden. Og det giver et rigtigt godt indblik i forskellige tøjstile. Jeg følger nærmest religiøst med. Og ofte støder jeg på billeder af kvinder med et maskulint touch... og også omvendt, mænd med et feminint touch. Nogle eksempler kunne være kvinde med herreskjorte, mand med ridestøvler eller mand i lyserød. Det er da for sejt gået. Jeg kan huske engang, jeg sad til frokost i kantinen på mit daværende arbejde. Jeg spejdede over ved buffeten, og så 6-7 jakkesætklædte mænd stående i kø lige efter hinanden. Undtagen hårfarve lignede de alle hinanden på en prik. Grå/sort jakkesæt, hvidt slips, sorte sko og måske, hvis det gik helt vildt for sig, et rødt slips. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Dem, jeg her linker til, liver da noget mere op i gadebilledet.

Jeg er bare for sej!

Ej, jeg er normalt den sidste, der vil prale over noget. Men egentlig synes jeg sgu, jeg er lidt sej alligevel. Jeg har i disse dage været bedøvende ligeglad med, om folk kigger og undrer sig. Det er som om, jeg bliver mere og mere glad for opmærksomheden. Jeg har altid frygtet at være grå og kedelig... det står for mig som det ultimative nederlag. Udseendemæssigt er jeg nok alt andet ned grå og kedelig, så måske er det dét faktum, der hjælper mig til at "konvertere" opmærksomhed til noget positivt.

Derudover har jeg, mit anti-handyman gén til trods, haft mit tv-møbel under kærlig behandling. Jeg fik skåret ud og slebet, så en højtaler kunne sættes ind dér, hvor der tidligere var en skuffe. Når man ikke er så vant til den slags projekter, så bliver man jo lidt stolt, når planen lykkedes i første forsøg.

Og så har jeg en kronisk dårlig samvittighed over at det er så sjældent, jeg får opdateret min blog. Derfor har jeg besluttet, at jeg i højere grad vil bruge bloggen som en slags dagbog mere end en blog med de lidt tungere emner. Så må du kære læser selv sortere skidt fra kanel :-) Langt det meste vil formentlig stadig handle om tøj, tilbehør, mode eller andre mere feminine og bløde emner, men jeg har også en veludviklet interesse for gadgets i alle afskygninger, så der kommer nok også lidt om det. D.v.s. den bliver mere personlig for mig. Fordelen er, at der nok vil blive flere opdateringer. Ulempen er, at der nok bliver større spændvidde mellem emnerne... det kan måske også være en fordel :-)

Riverdance... kuldegysning, sorg og glæde

Lige siden starten har jeg haft en stor kærlighed for Riverdance. Både selve dansen (irsk stepdans), musikken (komponeret af Bill Whelan) og truppen, der startede det hele (Riverdance).

Jeg sidder lige nu og ser deres fantastisk smukke show fra Radio City Music Hall, og bliver fyldt med både kuldegysninger, glæde og sorg på samme tid. Et musikalsk nummer med kun én musiker på scenen gav mig tårer i øjnene. Det næste, et stort anlagt dansenummer med 70 dansere på scenen, fik mig til at springe op af stolen for at synge og danse med.

Riverdance får mig, af en eller anden grund, til at bevæge mig igennem følelsesregistret fra den ene yderlighed til den anden... på en måde, som ingen anden dans eller musik kan gøre. Måske levede jeg i et tidligere liv i Irland? Måske var jeg endda danser/musiker/sanger? Måske kan jeg bare godt lide musikken og dansen? Afhængig af hvad man tror på, kan teorierne variere. Faktum er bare, at det har en enorm indvirkning på mig.

Hvad har en sådan indvirkning på dig?